Mange par kommer til at hænge fast i hvad det er de skændes om – altså indholdet/temaerne. Det kan være ting som hvis tur det er til at bære skraldet ud, smøre madpakkerne, lave mad osv. Men indholdet betyder faktisk ikke nær så meget, som de roller parret kommer til at indtage under en konflikt.
I EFT (emotionsfokuseret terapi) handler det mere om at få øje på den cyklus / det mønster der går i gang, når der opstår konflikter, fordi… Når først mønsteret er identificeret, er det muligt at se bagom hvad det er der egentligt er på spil, når vi ryger ind i en konflikt.
Det er herefter muligt for parterapeuten at hjælpe parret med at se bag de sekundære emotioner der er på spil i konflikten, og få øje på de primære emotioner der gemmer sig bag vores givne adfærd. Teorien bag EFT er, at adfærden handler om noget der knytter sig til identitet, tilknytning eller attraktion – og nogle gange en kombination af disse.
Når du/I først begynder at forstå hvad der egentligt sker og hvilke roller i hver især indtager i forhold til jeres konfliktmønster, så bliver det nemmere – på sigt – at opnå større kontrol over situationerne, så I ikke altid kommer helt derud, hvor man til tider kan tvivle helt på om man nu også er rigtige for hinanden.
Det er første skridt i en god udviklingsretning for parforholdet at blive bevidst om disse mønstre. Det kan en EFT-parterapeut hjælpe med at få tydeliggjort, for derefter at hjælpe med at afdække hvad der ligger bag disse reaktioner og følelser, og hvorfor det er de ofte kommer til udtryk på en mindre hensigtsmæssig måde i vores parforhold.
Vil du blive klogere på jeres konfliktmønster, så prøv at holde øje med følgende:
· Hvem af jer opsøger/starter oftest en konflikt?
· Hvad gør denne partner helt konkret for at eskalere en konflikt?
· Eller hvad gør I eventuelt begge, som er med til at optrappe konflikten?
· Hvem af jer lukker ned først, bliver stille først eller leder efter måder at komme ud af konflikten på?
· Hvem af jer opsøger hurtigst den anden for at blive gode venner igen? Hvor lang tid går der? Og hvordan sker det?
Var dette indlæg relevant for dig? Så følg endelig med på min instagram side @hverdagstanker_trolles, hvor du kan læse meget mere. Mine følgere er også jævnligt med til at vælge indhold, deltage i små undersøgelser osv.
